Da vi kom til den anden camp ved Lake Malawi, blev vi igen moedt af en fantastisk solnedgang med udsigt over den krystalklare soe. Om aftenen saa vi en cricket kamp mellem new zealand og australien med alle de andre fra trucken - maerkelig sport, en kamp tager 5 dage! Men det var sjovt at se sammen med de andre, da vi jo baade har "kiwies" og "aussies" paa turen.
Anden dag i campen hoppede vi paa ladet af en pickup til en anden camp hvor vores dykkertur gik ud fra. Dykningen var fantastisk afslappet, og vi fik set de unikke fisk i lake malawi, en aal samt en sunket jeep og et par sunkne kanoer.
Fra Lake Malawi tog vi 3 LANGE koeredage i trucken gennem Zambia hele vejen til Livingstone ved Victoria Falls. Paa en lang koeredag staar man op kl. 3.45, pakker sine ting, slaar teltet ned, laver morgenmad, vasker op og stiger paa trucken som forlader campen kl. 0500 sharp. Derefter er det 10-14 timer i truck, afbrudt af 'bush-pee'-breaks, frokost og stop i de stoerre byer som fx. Lusaka. Naar man endelig ankommer til campsitet, koeber man en kold oel i baren og hopper i poolen hvis de har en. Efter aftensmaden, som har vaeret en smule triviel men bestemt udemaerket, sidder man og faar en oel i baren eller i lejren inden man hopper ind i teltet. Den ene aften synes Camilla at hun hoerte en myg ved hendes oere da vi var kommet ind i teltet, saa vi taendte en pandelampe og fandt en kaempe cockroach siddende i loftet af telte. Camilla floej ud, og saa maatte jeg jo goere mit bedste og fik den til sidst vippet ud. Insekter og kryp er bare gigantiske hernede, og de er overalt. 6-8 cm lange (ikke overdrevet!) graeshopper og diverse biller er ikke usaedvanligt!
Vi fik med andre ord ikke rigtigt oplevet vildt meget i Zambia foer vi ankom til Livingstone. I Livingstone tog vi durk efter ankomst paa Booze Cruise paa Zambezi. Fri bar, god mad og udsigt til krokodiller, flodheste, et par giraffer og de flotte afrikanske fish eagles. Da vi kom tilbage fra booze cruise - som vi i oevrigt gjorde udklaedt som kvinder.... - var vi rimelig fordrukne, og festen fortsatte paa en lokal bar med musik tilbage fra 90'erne (DJ Alligator - Blow ya Whistle!!).
Dagen efter smuttede vi over graensen til Zimbabwe - det gik fint med at komme over graensen, men den ene af vores kiwi-toeser, Rosie, maatte loebe ud af trucken da vi var ved at passere gaten for at kigge lidt naermere paa rabatten. Vagterne med deres maskingevaer var foerst lidt anspaendte at se paa, men grinte bare da vi fik signaleret af hun vist bare havde faaet lidt for mange lemon-lime-vodka drinks aftenen foer. Noget af et stunt at lave paa graensen til et politisk ustabilt land, som det anbefales at man ikke rejser ind i for tiden.
I Zimbabwe er vores eneste stop Victoria Falls. Vitoria Falls er relativt turistet, saa man oplever ikke den store krise landet er i. Vi har dog set pengesedler ligge paa gaden, som ikke laengere er noget som helst vaerd pga inflationen, og er blevet tilbudt at koebe valutasedler der er 25.000.000.000 vaerd. Alt bliver nu handlet i US dollars, og der er ingen ATM's som man kan bruge, eftersom kreditkortsystemet er blevet korruperet (hvis man haever penge tager de 100 pund for det).
Victoria Falls har vaeret fantastisk. De sidste tre dage har vi set de imponerende vandfald, vaeret paa full-day white water rafting samt vaeret paa adrenaline day, hvor vi lavede akrobatiske finurligheder over den gigantiske 120 meter dybe kloeft.
White Water Rafting var fantastisk, vi gjorde det med en masse af de andre fra trucken gennem 21 kategori 3-5 rapids paa Zambezi, der eftersigende betragtes som en af bedste steder man kan rafte. Vi var den eneste baad, som ikke tippede over, men en del fra baaden blev slynget ud i de vilde kategori 5 rapids. Camilla og jeg blev i baaden gennem rapids'ne, men fik godt med taev i baaden! Der var en pige med som flaekkede en tand, en anden slog en tommelfinger af led osv.. Jeg svoemmede ogsaa gennem et par kat. 4 rapids, men blev ikke spist af krokodillerne! De 5-6 krokodiller vi saa ligge paa bredden var kun op til en meter lange, men det er nu alligevel lidt creepy at se dem ligge der. Vi saa ogsaa en giftig "Puff Adder" laegge og slikke sol da vi bare vores raft forbi et vandfald (kategori 6 rapid!)
Om aftenen fandt vores chauffoer en cobraslange i lejren, som han sammen med nogle af vagterne fik slaaet ihjel. Han siger godt nok at de ogsaa saa en stoerre (2 meter) Cobra ved hegnet ind til lejren!
I dag var vi vaeret paa Adrenaline Day, hvor vi har lavet Flying Fox, Zip-Line og Gorge Swing hen over kloeften. Det vildeste var Gorge Swing hvor man har 70 meters frit fald, efterfulgt af en 120 meter lang flyvetur gennem kloeften! Fantastisk oplevelse!!! Camilla lavede Hand Stand Fall og jeg hoppede baglaens, eftersigende de to mest scary maader at goere det paa! :)
Vi smutter til Botswana imorgen tidlig til Chobe National Park! Haaber paa noget bedre net saa vi kan faa billeder op snart! Haaber at i nyder vinteren i danmark, vi savner jer allesammen men er meget opsat paa de ting vi skal opleve!
søndag den 30. november 2008
lørdag den 22. november 2008
Sand, vand og overland
Endelig net saa i kan foelge lidt med. Det har vaeret en spaendende uge hvor vi har moedt vores gruppe vi skal foelges med til Cape Town, haft et par fantastiske dage paa zanzibar og afproevet de foerste lange dage i trucken.
Da vi ankom til Dar med bussen spurgte en af de andre passagere (en lokal) om vi skulle til Kigamboni (omraadet hvor Kipepeo Beach Camp ligger) fordi saa ville han rigtig gerne dele en taxi. Det viste sig at vaere en rigtig god ide. John, som han hed, koerte hele showet. Han bedte os venligt om at blive tilbage i baggrunden eftersom at prisen ville firdobles, hvis de saa en mzungu (hvid person), hvilket han synes var uretfaerdigt for os. Saa med John som frontleader kom vi med taxa hele vejen gennem Dar til faergen, med faergen til Kigamboni og med ny taxi hele vejen til Kipepeo paa ingen tid. Vi delte udgifterne og kom kun af med 40 kr. Vi havde et par skoenne dage i campen som ligger ud til en af de laekre sandstrande lige udenfor Dar.
Vi spejdede efter personer, der kunne ligne nogle som skulle paa overlandsafari da vi var spaendte paa hvem det kunne vaere. Dog forgaeves da det foerst var aftenen foer vi skulle afsted at en kaempe overland truck fyldt med unge mennesker koerte ind paa campsitet. ATC (african travel co.) mixer aabenbart turerne sammen (de fleste paa trucken hoppede paa i Nairobi, og nogle skal af i Cape Town som os, mens andre skal af allerede ved Victoria Falls) og vi var derfor kun 4 personer der steg paa i Dar. De fleste fra gruppen er australiere, ellers har vi et par enkelte englaendere og new zealaendere, en irer, en sydafrikaner, en hollaender og saa os. Gruppen er rigtig godt blandet med par, singler, drenge, piger, homoseksuelle og heteroseksuelle. Og alle er virkelig imoedekommende, snaksagelige, hjaelpsomme og venlige.
Dagen efter at vi moedte holdet og vores guide Ria, tog vi faergen til Zanzibar. Vi ankom til Stone Town midt paa dagen, og tog naermest direkte paa Spice Tour, hvor vi fik set hvordan de mest almindelige samt en raekke eksotiske krydderier bliver dyrket. Desuden fik vi en tur rundt i den flotte by som baerer meget praeg af de arabiske paavirkninger. Efter rundturen fik vi en solnedgangsoel med havudsigt fortsat af en hektisk omgang aftenshopping paa the food market. Vi koeber naermest ingen souvenirs, da vi simpelthen ikke gider slaebe dem med os indtil marts.
Dagen efter tog vi bussen til den nordlige by Nungwi, hvor vi tilbragte to dage. Samme dag som vi ankom, hoppede vi paa en full day dive tour til et marinereservat, der hedder Mnemba Atoll. Vandet var krystalklart, og der vrimlede med reef fish (unicorn, snapper, triggerfish, puffer, scorpionfish, blue dotted stingrays, osv.) paa vores foerste dyk. Paa det andet dyk kom en flot havskildpadde flyvende (de svoemmer paa en maade der faar det til at se ud som om at de flyver) forbi os, lige da vi var kommet ned. Ogsaa paa dette dyk saa vi vildt mange flotte fisk inklusiv en flok black tip hajer og en enkelt white tip. Hajer er vildt fascinerende dyr, og denne gang var de ikke saa frygtindjagende da den laengste blot var omkring 1,5 meter lang. Om aftenen havde nogle af de andre fra vores truck arrangeret et langbord ved strandkanten, happy hour hele natten og en kaempe sea food buffet paa en af restauranterne. Det endte med at blive en kaempe fest, og maden smagte laekkert, men der var desvaerre en hel del der dagen efter havde mavekramper og voldsom diarre, inkl Lars! Da nogle andre fik tilkaldt en laege, mente Camilla at Lars ogsaa skulle tilses, og laegen kunne konstatere naesten 40 i feber, og der bliv udskrevet en masse medicin som foerte til at maven var i orden dagen efter! Der er dog mange der efterfoelgende har haft maveproblemer, men det er aabenbart ikke unormalt efter et besoeg paa Zanzibar.
Vi forlod Zanzibar d. 18., og havde en enkelt nat mere paa Kipepeo Beach Camp i Dar inden to lange koeredage foerst tilbage (for os altsaa) til The Old Farmhouse uden for Iringa, og dagen efter helt til Chitimba i Malawi. Vi koerte respektivt 12 og 9 timer paa de to dage, men det er nu ikke saa slemt at koere i trucken. 'Trucken' er en ombygget lastbil, hvor der bagtil er 31 saeder som vi er 28 der deles om. Vi har faaet snakket en hel masse med de andre, faaet laest en del og sovet saa godt som man nu kan naar trucken bumler gennem de til tider svaert belastede afrikanske veje.
Vi har nu brugt 2 dage har i Chitimba ved Lake Malawi. Vores telt er slaaet op paa den store sandstrand, og vi har en fantastisk udsigt ud over den store soe, som mest af alt minder om havet. I gaar tog vi paa en hiking tur, der skulle tage 4 timer, men som endte med at tage 8! Ret haardt i varmen, men efter 782 hoejdemeter og 12 kilometers vandring blev vi moedt med synet af et flot vandfald, og kunne koele os i en pool ved toppen af vandfaldet. I gaar aftes havde vi kaempe punch party for at fejre at Karla fra trucken blev 21. Vores kok Wilson havde brugt hele dagen paa at forberede en helstegt pattegris med tilbehoer, og havde desuden bagt en laekker foedselsdagskage. Festen fortsatte paa stranden og i baren til langt ud paa natten, men vi maatte traske i seng som nogle af de foerste, udmattede efter den lange vandretur!
Imorgen tidlig koerer vi til en camp, der ogsaa ligger ud til soeen, laengere syd paa, hvor vi skal tilbringe 2 dage inden vi tager et par lange straek ind gennem Zambia. Nu har vi siddet laenge nok foran computeren, har det varmt og vil hoppe endnu en tur i den krystalklare ferskvandssoe inden vi skal have frokost! Vi kan ikke ligge billeder op paa denne forbindelse, men haaber paa bedre net snart! Vi haaber at i har det godt hjemme i Danmark!
Da vi ankom til Dar med bussen spurgte en af de andre passagere (en lokal) om vi skulle til Kigamboni (omraadet hvor Kipepeo Beach Camp ligger) fordi saa ville han rigtig gerne dele en taxi. Det viste sig at vaere en rigtig god ide. John, som han hed, koerte hele showet. Han bedte os venligt om at blive tilbage i baggrunden eftersom at prisen ville firdobles, hvis de saa en mzungu (hvid person), hvilket han synes var uretfaerdigt for os. Saa med John som frontleader kom vi med taxa hele vejen gennem Dar til faergen, med faergen til Kigamboni og med ny taxi hele vejen til Kipepeo paa ingen tid. Vi delte udgifterne og kom kun af med 40 kr. Vi havde et par skoenne dage i campen som ligger ud til en af de laekre sandstrande lige udenfor Dar.
Vi spejdede efter personer, der kunne ligne nogle som skulle paa overlandsafari da vi var spaendte paa hvem det kunne vaere. Dog forgaeves da det foerst var aftenen foer vi skulle afsted at en kaempe overland truck fyldt med unge mennesker koerte ind paa campsitet. ATC (african travel co.) mixer aabenbart turerne sammen (de fleste paa trucken hoppede paa i Nairobi, og nogle skal af i Cape Town som os, mens andre skal af allerede ved Victoria Falls) og vi var derfor kun 4 personer der steg paa i Dar. De fleste fra gruppen er australiere, ellers har vi et par enkelte englaendere og new zealaendere, en irer, en sydafrikaner, en hollaender og saa os. Gruppen er rigtig godt blandet med par, singler, drenge, piger, homoseksuelle og heteroseksuelle. Og alle er virkelig imoedekommende, snaksagelige, hjaelpsomme og venlige.
Dagen efter at vi moedte holdet og vores guide Ria, tog vi faergen til Zanzibar. Vi ankom til Stone Town midt paa dagen, og tog naermest direkte paa Spice Tour, hvor vi fik set hvordan de mest almindelige samt en raekke eksotiske krydderier bliver dyrket. Desuden fik vi en tur rundt i den flotte by som baerer meget praeg af de arabiske paavirkninger. Efter rundturen fik vi en solnedgangsoel med havudsigt fortsat af en hektisk omgang aftenshopping paa the food market. Vi koeber naermest ingen souvenirs, da vi simpelthen ikke gider slaebe dem med os indtil marts.
Dagen efter tog vi bussen til den nordlige by Nungwi, hvor vi tilbragte to dage. Samme dag som vi ankom, hoppede vi paa en full day dive tour til et marinereservat, der hedder Mnemba Atoll. Vandet var krystalklart, og der vrimlede med reef fish (unicorn, snapper, triggerfish, puffer, scorpionfish, blue dotted stingrays, osv.) paa vores foerste dyk. Paa det andet dyk kom en flot havskildpadde flyvende (de svoemmer paa en maade der faar det til at se ud som om at de flyver) forbi os, lige da vi var kommet ned. Ogsaa paa dette dyk saa vi vildt mange flotte fisk inklusiv en flok black tip hajer og en enkelt white tip. Hajer er vildt fascinerende dyr, og denne gang var de ikke saa frygtindjagende da den laengste blot var omkring 1,5 meter lang. Om aftenen havde nogle af de andre fra vores truck arrangeret et langbord ved strandkanten, happy hour hele natten og en kaempe sea food buffet paa en af restauranterne. Det endte med at blive en kaempe fest, og maden smagte laekkert, men der var desvaerre en hel del der dagen efter havde mavekramper og voldsom diarre, inkl Lars! Da nogle andre fik tilkaldt en laege, mente Camilla at Lars ogsaa skulle tilses, og laegen kunne konstatere naesten 40 i feber, og der bliv udskrevet en masse medicin som foerte til at maven var i orden dagen efter! Der er dog mange der efterfoelgende har haft maveproblemer, men det er aabenbart ikke unormalt efter et besoeg paa Zanzibar.
Vi forlod Zanzibar d. 18., og havde en enkelt nat mere paa Kipepeo Beach Camp i Dar inden to lange koeredage foerst tilbage (for os altsaa) til The Old Farmhouse uden for Iringa, og dagen efter helt til Chitimba i Malawi. Vi koerte respektivt 12 og 9 timer paa de to dage, men det er nu ikke saa slemt at koere i trucken. 'Trucken' er en ombygget lastbil, hvor der bagtil er 31 saeder som vi er 28 der deles om. Vi har faaet snakket en hel masse med de andre, faaet laest en del og sovet saa godt som man nu kan naar trucken bumler gennem de til tider svaert belastede afrikanske veje.
Vi har nu brugt 2 dage har i Chitimba ved Lake Malawi. Vores telt er slaaet op paa den store sandstrand, og vi har en fantastisk udsigt ud over den store soe, som mest af alt minder om havet. I gaar tog vi paa en hiking tur, der skulle tage 4 timer, men som endte med at tage 8! Ret haardt i varmen, men efter 782 hoejdemeter og 12 kilometers vandring blev vi moedt med synet af et flot vandfald, og kunne koele os i en pool ved toppen af vandfaldet. I gaar aftes havde vi kaempe punch party for at fejre at Karla fra trucken blev 21. Vores kok Wilson havde brugt hele dagen paa at forberede en helstegt pattegris med tilbehoer, og havde desuden bagt en laekker foedselsdagskage. Festen fortsatte paa stranden og i baren til langt ud paa natten, men vi maatte traske i seng som nogle af de foerste, udmattede efter den lange vandretur!
Imorgen tidlig koerer vi til en camp, der ogsaa ligger ud til soeen, laengere syd paa, hvor vi skal tilbringe 2 dage inden vi tager et par lange straek ind gennem Zambia. Nu har vi siddet laenge nok foran computeren, har det varmt og vil hoppe endnu en tur i den krystalklare ferskvandssoe inden vi skal have frokost! Vi kan ikke ligge billeder op paa denne forbindelse, men haaber paa bedre net snart! Vi haaber at i har det godt hjemme i Danmark!
torsdag den 13. november 2008
Exit Iringa
Så kom vi til enden på et fantastisk hyggeligt ophold hos Lasse, Susan og Christian her i Iringa. Vi har nået at opleve meget sammen med de tre ud over vores tur til Ruaha National Park som vi skrev om i sidste indlæg. Vi har boet i gæsteværelset i deres lidt ældre men ... hvis man ser bort fra fugtskaderne og de småting der mangler at blive lavet - som fx. betongulvet i stuen der skal have fliser på ... super lækre hus!
Lasse arbejder jo som sagt for Aarsleff på renovering og udvidelse af et stykke af en af Tanzania's mest befærdede veje fra Iringa til Dar-Es-Salaam. Projektet startede først for få måneder siden, og de er derfor stadig i opstartsfasen. Lasse viste os både deres kontor, bygget i træ så det kan flyttes når første del af vejen er færdig, samt deres først "Quarry Site", hvor de skal sprænge, knuse og opsamle 600.000 tons sten, der skal bruges til vejen. Det er spændende at høre om udfordringerne ved at lave et projekt i et land som Tanzania, og Lasse fortæller nogle fantastiske historier herfra, og fra andre projekter som han har været på i bl.a. Egypten, Ghana og Nicaragua. Der skal da ikke lægges skjul på at vi bliver inspirerede!
Vi har flere gange været med Susan på markedet, hvor man kan få en hel del grøntsager og råvarer kan findes i de små butikker, men langt fra alle de varer som vi normalt kan få i supermarkederne i Danmark. Tilgengæld smager ananas og vandmelon altså bedre når de er blevet plukket om morgenen, kørt på en håndtrukket vogn til markedet og købt samme dag for hvad der svarer til 1,5 kr. I byen har vi også været på Neema Craft, der er et sted hvor handicappede bliver ansat og laver forskellige smykker o.l..
Mandag hentede vi Christian fra Den Danske Skole, der køres af "The Lutheran Mission". Hverken Susan eller Lasse er særligt religiøse, men vil meget gerne se at Christian bliver god til Dansk, således at han har muligheden for at læse i Danmark senere. Skolen lukker dog næste sommer, og så skal Christian til Iringa International School, hvor alt foregår på engelsk.
Tirsdag var vi med Susan og Christian en tur på Kisolanza Farm "The Old Farm", hvor et landbrug med kvæg og en del grøntsager har udvidet og lavet restaurant, hytter og campsites. Aarsleff gutterne bestiller kød fra farmen, da kødet man finder i butikkerne ved markedet ofte er meget sejt, eller lugter forfærdeligt. Vi fik set på alle hytterne, drukket lidt kaffe og kunne senere konstatere at vores Overland Safari bringer os tilbage til "The Old Farm" d. 19. November, hvilket jo var lidt pudsigt. På vejen tilbage fra "The Old Farm", kørte vi forbi en stenalder udgravning, hvor man har fundet økser, knive osv. som daterer tilbage til 3000-4000 bc. Tæt ved udgravningen var der af vanderosion skabt kæmpe "sand pillars". Utroligt flot fænomen og Christian var fuld af energi og spurtede konstant i forvejen.
Faktisk var vi så glade for "The Old Farm", at vi besluttede os for at komme tilbage til middag i går aftes. Det var utrolig lækkert, og klart det bedste kød vi har fået siden vi forlod Danmark. Vi hyggede os som altid med Lasse, Susan og Christian, og fik snakket en masse om alt muligt, samt om vores rejse fremover.
Nu skal vi snart ned til bussen som bringer os til Dar-Es-Salaam ("Dar") hvor vi skal finde Kipepeo Beach Camp, som er mødestedet for vores Overland Safari. Første stop på Overland turen er Zanzibar, hvor vi allerede har fundet sted at bo, samt et professionelt dykkercenter som vi regner med at tage nogle dyk hos. Håber at i allesammen har det godt i kolde og mørke Danmark! :)
 |
| From Tanzania / Iringa |
Lasse arbejder jo som sagt for Aarsleff på renovering og udvidelse af et stykke af en af Tanzania's mest befærdede veje fra Iringa til Dar-Es-Salaam. Projektet startede først for få måneder siden, og de er derfor stadig i opstartsfasen. Lasse viste os både deres kontor, bygget i træ så det kan flyttes når første del af vejen er færdig, samt deres først "Quarry Site", hvor de skal sprænge, knuse og opsamle 600.000 tons sten, der skal bruges til vejen. Det er spændende at høre om udfordringerne ved at lave et projekt i et land som Tanzania, og Lasse fortæller nogle fantastiske historier herfra, og fra andre projekter som han har været på i bl.a. Egypten, Ghana og Nicaragua. Der skal da ikke lægges skjul på at vi bliver inspirerede!
 |
| From Tanzania / Iringa |
Vi har flere gange været med Susan på markedet, hvor man kan få en hel del grøntsager og råvarer kan findes i de små butikker, men langt fra alle de varer som vi normalt kan få i supermarkederne i Danmark. Tilgengæld smager ananas og vandmelon altså bedre når de er blevet plukket om morgenen, kørt på en håndtrukket vogn til markedet og købt samme dag for hvad der svarer til 1,5 kr. I byen har vi også været på Neema Craft, der er et sted hvor handicappede bliver ansat og laver forskellige smykker o.l..
 |
| From Tanzania / Iringa |
Mandag hentede vi Christian fra Den Danske Skole, der køres af "The Lutheran Mission". Hverken Susan eller Lasse er særligt religiøse, men vil meget gerne se at Christian bliver god til Dansk, således at han har muligheden for at læse i Danmark senere. Skolen lukker dog næste sommer, og så skal Christian til Iringa International School, hvor alt foregår på engelsk.
 |
| From Tanzania / Iringa |
Tirsdag var vi med Susan og Christian en tur på Kisolanza Farm "The Old Farm", hvor et landbrug med kvæg og en del grøntsager har udvidet og lavet restaurant, hytter og campsites. Aarsleff gutterne bestiller kød fra farmen, da kødet man finder i butikkerne ved markedet ofte er meget sejt, eller lugter forfærdeligt. Vi fik set på alle hytterne, drukket lidt kaffe og kunne senere konstatere at vores Overland Safari bringer os tilbage til "The Old Farm" d. 19. November, hvilket jo var lidt pudsigt. På vejen tilbage fra "The Old Farm", kørte vi forbi en stenalder udgravning, hvor man har fundet økser, knive osv. som daterer tilbage til 3000-4000 bc. Tæt ved udgravningen var der af vanderosion skabt kæmpe "sand pillars". Utroligt flot fænomen og Christian var fuld af energi og spurtede konstant i forvejen.
 |
| From Tanzania / Iringa |
Faktisk var vi så glade for "The Old Farm", at vi besluttede os for at komme tilbage til middag i går aftes. Det var utrolig lækkert, og klart det bedste kød vi har fået siden vi forlod Danmark. Vi hyggede os som altid med Lasse, Susan og Christian, og fik snakket en masse om alt muligt, samt om vores rejse fremover.
 |
| From Tanzania / Iringa |
Nu skal vi snart ned til bussen som bringer os til Dar-Es-Salaam ("Dar") hvor vi skal finde Kipepeo Beach Camp, som er mødestedet for vores Overland Safari. Første stop på Overland turen er Zanzibar, hvor vi allerede har fundet sted at bo, samt et professionelt dykkercenter som vi regner med at tage nogle dyk hos. Håber at i allesammen har det godt i kolde og mørke Danmark! :)
tirsdag den 11. november 2008
Ruaha National Park
I lørdags kørte vi med Lasse, Susan og Christian i Lasse's store 4x4 toyota til Ruaha National Park, der ligger 130 km øst for Iringa. Efter 1½ times kørsel på endnu en meget medtaget jordvej ankom vi til Tandala Tented Camp, som ligger tæt ved main entrance gate til parken. Her blev vi mødt af elefanter og bavianer så snart vi stod ud af bilen. Lejren er 6 år gammel og er ejet af et engelsk-græsk par. Den er opbygget af to store stråtækte hytter med hhv. restaurant og bar. Desuden er der 11 "telte" med eget solenergiopvarmede bad og toilet, hvor gæsterne overnatter.
Vi fik os en kold øl, mens vi betragtede elefantflokken der hyggede sig ved vandhullet. Ejerne af campen fylder vand i vandhullet for at begrænse hvor meget elefanterne drikker af deres swimmingpool, og vel også for at elefanterne kommer tilbage til campen. Vandhullet er naturligt, men ville uden opfyldning udtørre i tørsæsonen, som vi jo er i slutningen af nu. Da mørket faldt på fik vi serveret lækker mad "under the stars", og man var lidt spændt hver gang man hørte en elefant pruste, men de ansatte Maasai askaris (vagter), holdt konstant øje med elefanterne og med eventuelle andre vilde dyr. De har både haft leoparder og løver vandrende rundt i lejren, og man følges derfor altid med en Maasai når man går rundt i lejren.
Da vi efter middagen lagde os til at læse i vores telt, blev vi kort efter forstyrret af elefantprusten som lød til at være meget tæt på. Vi sprang op til "vinduet" og kunne konstantere at en kæmpe hanelefant var i færd med at vandre forbi vores telt. Selvom man godt ved at elefanterne ikke går til angreb, får man alligevel sved på panden når et så gigantisk dyr kommer så tæt på. Da vi vågnede kunne vi se bavianerne lege udenfor, og nyde solopgangen fra vores terrasse. Vi havde bestilt bush-breakfast, hvilket betød at morgenmaden blev pakket ned så vi kunne køre fra lejren og ind i nationalparken allerede kl. 6.
Ved indgangen til nationalparken krydser man en flod, som er fyldt med krokodiller og flodheste. Da Lasse og Susan ordnede papirarbejdet, stod Camilla, Christian og jeg derfor og betragtede de store dyr fra broen. Over os fløj en flok af store fugle, som Christian mente var på vej til fødselsdag (Han snakker MEGET om sin fødselsdag her d. 18. November :).
Inde i parken kørte vi først til "Hippo Pool", som trods navnet var mere besøgt af legesyge bavianer og impalaer. Der var dog også flodheste og krokodiller, som lå og slappede af i poolen. Derefter kørte vi videre, og efter kort tid så vi dagens første giraffer, zebraer og gazeller. Vi fandt en lille vej der gik op til et udsigtspunkt hvor vi spiste vores medbragte bush breakfast.
På vej tilbage til den større vej så vi en flok Greater Kudus, med deres utroligt flotte horn. Vejen videre bragte os langs floden, som var fyldt med diverse fugle, krokodiller og flodheste, og desuden forbi utallige flokke af giraffer, elefanter, gazeller, impalaer og flere jackaler, vervet monkeys, perlehøns osv.. Desuden så vi en afrikansk fiskeørn, der sad i et træ som vi nærmest parkerede klods op af. Vi har lagt nogle af de 400 billeder vi tilsammen med Lasse fik skudt op på picasa - de kan som altid ses ved at klikke på et af de billeder vi har sat ind i indlægget.
Vi måtte desværre vende tilbage til Tandala lejren uden at have spottet løver og leoparder, men Camilla og jeg har jo heldigvis en hel del chancer endnu på den kommende overland safari. I lejren fik vi lækker frokost inden vi vendte tilbage til Iringa.
Imorgen bliver vores sidste dag i Iringa, og dermed vores sidste dag ved internettet i denne omgang. Vi skriver nok lige et kort indlæg om opholdet her og hvad de følgende uger byder på inden vi tager afsted.
 |
| From Tanzania / Ruaha National Park |
Vi fik os en kold øl, mens vi betragtede elefantflokken der hyggede sig ved vandhullet. Ejerne af campen fylder vand i vandhullet for at begrænse hvor meget elefanterne drikker af deres swimmingpool, og vel også for at elefanterne kommer tilbage til campen. Vandhullet er naturligt, men ville uden opfyldning udtørre i tørsæsonen, som vi jo er i slutningen af nu. Da mørket faldt på fik vi serveret lækker mad "under the stars", og man var lidt spændt hver gang man hørte en elefant pruste, men de ansatte Maasai askaris (vagter), holdt konstant øje med elefanterne og med eventuelle andre vilde dyr. De har både haft leoparder og løver vandrende rundt i lejren, og man følges derfor altid med en Maasai når man går rundt i lejren.
 |
| From Tanzania / Ruaha National Park |
Da vi efter middagen lagde os til at læse i vores telt, blev vi kort efter forstyrret af elefantprusten som lød til at være meget tæt på. Vi sprang op til "vinduet" og kunne konstantere at en kæmpe hanelefant var i færd med at vandre forbi vores telt. Selvom man godt ved at elefanterne ikke går til angreb, får man alligevel sved på panden når et så gigantisk dyr kommer så tæt på. Da vi vågnede kunne vi se bavianerne lege udenfor, og nyde solopgangen fra vores terrasse. Vi havde bestilt bush-breakfast, hvilket betød at morgenmaden blev pakket ned så vi kunne køre fra lejren og ind i nationalparken allerede kl. 6.
 |
| From Tanzania / Ruaha National Park |
Ved indgangen til nationalparken krydser man en flod, som er fyldt med krokodiller og flodheste. Da Lasse og Susan ordnede papirarbejdet, stod Camilla, Christian og jeg derfor og betragtede de store dyr fra broen. Over os fløj en flok af store fugle, som Christian mente var på vej til fødselsdag (Han snakker MEGET om sin fødselsdag her d. 18. November :).
 |
| From Tanzania / Ruaha National Park |
Inde i parken kørte vi først til "Hippo Pool", som trods navnet var mere besøgt af legesyge bavianer og impalaer. Der var dog også flodheste og krokodiller, som lå og slappede af i poolen. Derefter kørte vi videre, og efter kort tid så vi dagens første giraffer, zebraer og gazeller. Vi fandt en lille vej der gik op til et udsigtspunkt hvor vi spiste vores medbragte bush breakfast.
 |
| From Tanzania / Ruaha National Park |
På vej tilbage til den større vej så vi en flok Greater Kudus, med deres utroligt flotte horn. Vejen videre bragte os langs floden, som var fyldt med diverse fugle, krokodiller og flodheste, og desuden forbi utallige flokke af giraffer, elefanter, gazeller, impalaer og flere jackaler, vervet monkeys, perlehøns osv.. Desuden så vi en afrikansk fiskeørn, der sad i et træ som vi nærmest parkerede klods op af. Vi har lagt nogle af de 400 billeder vi tilsammen med Lasse fik skudt op på picasa - de kan som altid ses ved at klikke på et af de billeder vi har sat ind i indlægget.
 |
| From Tanzania / Ruaha National Park |
Vi måtte desværre vende tilbage til Tandala lejren uden at have spottet løver og leoparder, men Camilla og jeg har jo heldigvis en hel del chancer endnu på den kommende overland safari. I lejren fik vi lækker frokost inden vi vendte tilbage til Iringa.
Imorgen bliver vores sidste dag i Iringa, og dermed vores sidste dag ved internettet i denne omgang. Vi skriver nok lige et kort indlæg om opholdet her og hvad de følgende uger byder på inden vi tager afsted.
torsdag den 6. november 2008
Bumleturen fra Arusha til Iringa - et helt andet Tanzania
Som aftalt blev vi hentet af Lasses chaffør, Muhamed, foran hotellet i Arusha, dagen efter Kilimanjaroturen. Vi havde hørt fra Lasse at vejene skulle være rigtig dårlige. Til at starte med forstod vi ikke hvad Lasse havde ment, da der de første 50 km var fin asfalteret vej, men snart skulle vi blive glade for at det var firhjulstrækkeren Muhamed var kommet med. Efter 70 km kom grusvejen og bushen. 400 km på bumlevej, en strækning som viste sig at tage hele dagen fra kl.9-20, også var vi tilmed kun nået til Dodoma, regeringsbyen, hvor vi blev på et hotel natten over. Næste dag bød på en punktering og endnu 8 timer på vejen!
Vejene gjorde det umuligt at læse, skrive eller sove så defor nød vi godt af al det vi kunne se gennem bilens ruder. Tanzanias natur byder på mange forskellige farver og kontraster, især den røde jord, den blå himmel og træerne med dens mange forskellige former og nuancer, er fantastiske. Regntiden ligger og venter i slutningen af november, hvilket i mellemtiden har gjort at alle floder og små vandløb er udtørret. Nogle steder så vi folk desperat prøve at skovle de allersidste dråber i deres spande, men heldigvis så vi også mange små landsbyer hvor folk samles omkring byens brønd.
Når man har læst eller hørt om maasaier, så beskrives de som en af få stammer i Kenya og Tanzania, der har beholdt deres oprindelige påklædning og levevis. Derfor var det en oplevelse at se alle disse maasaihytter langs vejen, men sjovere var det at se nogle maasaier i deres vanlige påklædning, på en cykel eller med en mobiltelefon i den ene hånd og deres hyrdekæp i den anden.
Mobiltelfoner er nået ud til selv de mindste samfund i Tanzania, men pga. af mangledne elektricitet bruger folk de små "charger"-butikker rundt omkring, hvor de kan få opladet deres mobil, lidt som vi kender det fra Roskilde Festival. Tanzania (og andre afrikanske lande) har problemer med rent drikkevand, el, fastnettelefon m.m., hvilket individet har svært ved at gøre noget ved selv, så derfor er det fedt og nærmest opløftende at se, at mobiltelefonerne er nået ud til folket, netop fordi det er tilgængeligt. Ligeledes blev vi overraskede da vi så nogle lokale drenge efter skoletid stå omkring et poolbord midt ude i ingenting.
Husene i bushen har helt sikkert ikke haft hverken arkitekt eller ingeniør inde over bygningsprocessen. Det er som regel lavet af de materieler de kan finde i området, så som ler, halm, træ og selvfølgelig kokasser. Vi så faldefærdige huse, mange ruiner, men også masser af levende landsbyer hvor det ser ud til at man har det godt.
På vejen mod Dodoma blev vi vant til ko-flokkene på vejene, de angste cyklister som tit ender ude i grøftekanten af bar skræk og var vidne til en række bestikkelser. Muhamed måtte flere gange bestikke politifolk med 20-40kr for at undgå et komplet syn af bilen, hvilket vil sige flere timers holdt. Det foregår sådan i Tanzania at det er politiet, der står for bilsyn og derved også om man har det nødvendige klistermærker. De er så meget fleksible må man sige, for hvis bare man betaler lidt ekstra kan man helt undgå synet og blot få det godkendende klistermærke. Den sidste bestikkelse gik ud på, at vi manglede et klistermærke for den brandslukker vi havde i bilen. De så meget sure ud, politifolkene, men heldigvis er Muhamed sådan en person der kan få alle til at smile og derved undgå bøder og bilsyn. Så et par tusinde shillings og vi var på vejen igen med endnu et klistermærke til samlingen.
Selvfølgelig rendte vi ind i en punktering en halv time før målet Iringa. Muhamed og Lars måtte ned på den støvede grusvej og sætte alle kræfter ind i de 45 min. det tog at få hjulet skiftet. Snart havde vi lokket flere tilskuere til i vejkanten og to maasaier kom hen til os og fulgte interesserede med. Desværre forsvandt de ligeså hurtigt som de var kommet da jeg (Camilla) tog kameraet frem, det ville ellers have været nogle gode billeder af kulturerne der mødes.
Vi ankom sen eftermiddag d. 5. November i Iringa til Lasse, Susan og Christian´s flotte hus, med imponerende have tilknyttet. Vi har nu brugt nogle dage hos familien, har set Iringa både By Day og By Night, det sidste i selskab med to yngre koner ("Desperate Housewives" =)) til nogle af Lasses kollegaer der også er udstationeret her i Iringa. Vi har også været rundt og se nogle af kollegaernes fine huse, som stadig bærer præg af at de fleste først er kommet til Iringa for nyligt, og at Ikea containeren endnu ikke er ankommet fra Dubai!
Senere i dag skal vi en tur til Ruaha National Park med familien, hvor vi skal overnatte i selskab med nogle af de 15.000 elefanter, der også bor derude.
Vi håber at alt er vel i Danmark, og har været glade for at skype med en masse af jer!
 |
| From Tanzania / Dodoma Road |
Vejene gjorde det umuligt at læse, skrive eller sove så defor nød vi godt af al det vi kunne se gennem bilens ruder. Tanzanias natur byder på mange forskellige farver og kontraster, især den røde jord, den blå himmel og træerne med dens mange forskellige former og nuancer, er fantastiske. Regntiden ligger og venter i slutningen af november, hvilket i mellemtiden har gjort at alle floder og små vandløb er udtørret. Nogle steder så vi folk desperat prøve at skovle de allersidste dråber i deres spande, men heldigvis så vi også mange små landsbyer hvor folk samles omkring byens brønd.
Når man har læst eller hørt om maasaier, så beskrives de som en af få stammer i Kenya og Tanzania, der har beholdt deres oprindelige påklædning og levevis. Derfor var det en oplevelse at se alle disse maasaihytter langs vejen, men sjovere var det at se nogle maasaier i deres vanlige påklædning, på en cykel eller med en mobiltelefon i den ene hånd og deres hyrdekæp i den anden.
 |
| From Tanzania / Dodoma Road |
Mobiltelfoner er nået ud til selv de mindste samfund i Tanzania, men pga. af mangledne elektricitet bruger folk de små "charger"-butikker rundt omkring, hvor de kan få opladet deres mobil, lidt som vi kender det fra Roskilde Festival. Tanzania (og andre afrikanske lande) har problemer med rent drikkevand, el, fastnettelefon m.m., hvilket individet har svært ved at gøre noget ved selv, så derfor er det fedt og nærmest opløftende at se, at mobiltelefonerne er nået ud til folket, netop fordi det er tilgængeligt. Ligeledes blev vi overraskede da vi så nogle lokale drenge efter skoletid stå omkring et poolbord midt ude i ingenting.
 |
| From Tanzania / Dodoma Road |
Husene i bushen har helt sikkert ikke haft hverken arkitekt eller ingeniør inde over bygningsprocessen. Det er som regel lavet af de materieler de kan finde i området, så som ler, halm, træ og selvfølgelig kokasser. Vi så faldefærdige huse, mange ruiner, men også masser af levende landsbyer hvor det ser ud til at man har det godt.
På vejen mod Dodoma blev vi vant til ko-flokkene på vejene, de angste cyklister som tit ender ude i grøftekanten af bar skræk og var vidne til en række bestikkelser. Muhamed måtte flere gange bestikke politifolk med 20-40kr for at undgå et komplet syn af bilen, hvilket vil sige flere timers holdt. Det foregår sådan i Tanzania at det er politiet, der står for bilsyn og derved også om man har det nødvendige klistermærker. De er så meget fleksible må man sige, for hvis bare man betaler lidt ekstra kan man helt undgå synet og blot få det godkendende klistermærke. Den sidste bestikkelse gik ud på, at vi manglede et klistermærke for den brandslukker vi havde i bilen. De så meget sure ud, politifolkene, men heldigvis er Muhamed sådan en person der kan få alle til at smile og derved undgå bøder og bilsyn. Så et par tusinde shillings og vi var på vejen igen med endnu et klistermærke til samlingen.
Selvfølgelig rendte vi ind i en punktering en halv time før målet Iringa. Muhamed og Lars måtte ned på den støvede grusvej og sætte alle kræfter ind i de 45 min. det tog at få hjulet skiftet. Snart havde vi lokket flere tilskuere til i vejkanten og to maasaier kom hen til os og fulgte interesserede med. Desværre forsvandt de ligeså hurtigt som de var kommet da jeg (Camilla) tog kameraet frem, det ville ellers have været nogle gode billeder af kulturerne der mødes.
 |
| From Tanzania / Dodoma Road |
Vi ankom sen eftermiddag d. 5. November i Iringa til Lasse, Susan og Christian´s flotte hus, med imponerende have tilknyttet. Vi har nu brugt nogle dage hos familien, har set Iringa både By Day og By Night, det sidste i selskab med to yngre koner ("Desperate Housewives" =)) til nogle af Lasses kollegaer der også er udstationeret her i Iringa. Vi har også været rundt og se nogle af kollegaernes fine huse, som stadig bærer præg af at de fleste først er kommet til Iringa for nyligt, og at Ikea containeren endnu ikke er ankommet fra Dubai!
Senere i dag skal vi en tur til Ruaha National Park med familien, hvor vi skal overnatte i selskab med nogle af de 15.000 elefanter, der også bor derude.
Vi håber at alt er vel i Danmark, og har været glade for at skype med en masse af jer!
Billeder fra Kilimanjaro
Så fik vi uploadet en stak billeder fra kilimanjaro! Vi har indsat et par smagsprøver herunder, klik på dem for at se resten!
 |
| From Tanzania / Mt. Kilimanjaro |
 |
| From Tanzania / Mt. Kilimanjaro |
 |
| From Tanzania / Mt. Kilimanjaro |
 |
| From Tanzania / Mt. Kilimanjaro |
mandag den 3. november 2008
Mt. Kilimanjaro "Pole pole!"
Busturen fra Nairobi til Arusha viste sig at blive en del mere spændende end vi regnede med. Da vi havde bumlet ned gennem det sydlige Kenya's svært medtagne veje og uden problemer krydset grænsen til Tanzania stoppede bussen brat op, da der midt på vejen lå en væltet tankvogn hvor tanken var røget af. Det så meget alarmerende ud. Vores chauffør valgte den drastiske beslutning at kaste bussen ud i sandet og forsøge at pløje sig i gennem. Bussen væltede rundt i sandet med de 20 passagerer åndeløse af frygt for at vi enten skulle vælte eller sidde fast i sandet. Sandet føg om bussen og vi kunne ikke se meget, men efter lidt tid var vi tilbage på vejen med skindet i behold. Efter en kort klapsalve og et kollektivt "puuha" prust kørte bussen videre til Arusha. I Arusha checkede vi ind på Tourist Inn, og gjorde os klar til trekking turen næste morgen. Allerede om aftenen havde jeg (Lars) en mærkelig fornemmelse i maven, hvilket resulterede i manglende søvn den nat.
Om morgenen blev vi hentet af trekkingfirmaet Arunga Expeditions og guiden Deo. Turen gik herefter til Kilimanjaro's Machame gate, hvor vores 6 dages trekking tur på afrikas højeste bjerg skulle starte. Det første stykke var 4½ times vandring gennem regnskoven fra Machame gate i 1900 meter til Machame Hut lejren i 3000 meter. Ikke umiddelbart nogen meget vanskelig udfordring, men efter at have ligget på knæ med hovedet i toilettet ved gaten, og maven godt tom, havde jeg store problemer med at levere benarbejdet. Camilla og vores assistant guide Gamma trådte dog skiftevis til og hjalp med at slæbe min rygsæk. Vel at mærke min lille rygsæk med vand osv., vores store backpacks blev på hele turen båret af vores af portere (bærer). Holdet bestod af vores guide "Deo", en assistant guide "Gamma", en kok "Paz", en 'tjener' samt to portere. Deo var en fin fyr, som helt åbent sagde at han meget hellere ville sidde på et kontor, end at være guide på bjerget. Han ville derfor meget gerne have at fortalte venner og bekendte om ham, så han kunne skabe kontakter nok til at starte sit eget. Gamma snakkede lidt skidt engelsk, men var en meget lun type, der ville gøre alt for at vi nåede toppen. De andre på holdet var ligesom Gamma og Deo også meget erfarne, og vi følte at vi var i trygge hænder. En porter får omkring 15 euro for en 6-dages tur, en guide 30 euro. Derfor forventes også mange drikkepenge - faktisk mere end lønnen - omkring 120 dollar pr person til holdet.
Næste dag gik vi i 3 timer til Shiraz2 lejren i 3800 meters højde. Vi kom her ud af regnskoven og op i det mere golde landskab. Shorts og t-shirts blev erstattet af vandrebukser og fleece trøje, og maven begyndte at brokke sig mindre. På tredje dag vandrede vi i 6 timer til Lava Tower i 4600 meter for vænne os til højderne og derefter ned til Barranco lejren i 3900 meters højde. Vi var kun 2 turister på vores ekspedition, men vi opdagede hurtigt at der konstant er mange folk på bjerget. De første dage fulgtes vi med ca 4 andre ekspeditioner.
Den fjerde dag vandrede vi første 3 timer rundt om bjerget, dvs. op og ned af floddalene, til Karangu lejren. Da vi var på 6 dages ekspedition skulle vi ikke overnatte i Karangu, men måtte efter at have spist vores medbragte frokost (æg, kylling, peanutbutter sandwich og mango juice) vandre videre til base camp, Barafu Lejren i 4600 meters højde. Vi gav den gas og ankom allerede efter 2 timers vandring til Base Camp, hvor der nærmest ingen vegetation er, og kun få mus, småfugle og nogle flotte "White Neck Raven's" holder til.
I Base Camp havde fik vi tidlig aftensmad og slumrede til kl. 23. hvor vi blev vækket til en kop thé og beskeden om at gøre os klar til topforsøget! (Masser af tøj, pandelamper, vand, chokolade osv.). Da vi vandrede fra lejren kl 00.05 var det stjerneklart og vi var friske, min mave var tilmed gået i orden!. Vi var de sidste der gik fra Base Camp, og kunne se et fakkeltog af pandelamper foran os på vej op af den stejle top "Kibo". De næste 5 timer gik med at på skift overhalede og blev overhalet af de 4-5 andre ekspeditioner på vej op. Mest markant var det schweiziske tog på 8-10 personer der gik meget tæt, og fyldte enormt meget på de nogle steder smalle, stejle og støvede hårnålesving på bjergsiden. Jo højere vi kom op, desto sværere blev det at styre puls og åndedræt pga udmattelsen og det ringe iltindhold i den kolde luft. Vi følte begge at vi gik med fodlænker og kunne bestemt mærke højderne i form af svimmelhed, træthed og høj puls efter hvert eneste skridt. Deo og Gamma gik med os og sagde konstant "pole pole" som på swahili betyder "langsomt". Når man vandrer i disse højder er det nemmelig essentielt at holde tempoet nede for at kunne klare det.
Kl. 05:00 stod vi, som de første, i 5730 meter på kraterkanten ved "Stella Point", vi var super glade for at vi havde nået så langt, og at vi tilmed at var de første var jo bare en ekstra bonus. Efter at have hvilet i kort tid (for lange pauser er ikke gode i kulden samt den tynde luft) hastede vi i vores rus, nok mest mig der var lidt bims, videre mod toppen "Uhuru Peak" på 5893 meter. Vi nåede toppen kl. 05:45, efter kun 45 minutter, selvom estimatet er 1½ time fra Stella Point. Vores hastighed betød dog at vi uforstyret kunne nyde solopgangen på toppen af Kilimanjaro! En fantastisk oplevelse, som vi vil anbefale til enhver med helbredet i orden.
Turen ned fra toppen tog 2 timer, hvorefter vi kunne nyde et par timers afslapning i teltet i Base Camp før vi indtog vores frokost og derefter måtte (grundet højderne) vandre videre ned til Mweke Camp i 3100 meters højde. I Mweke fik vi aftensmad og kunne sove trygt i 10 timer med meget ømme ben! I morges kunne vi så, efter den vanlige morgenmad serveret foran teltet bestående af pandekager, spanish omelet og pølse, vandre de sidste to timer til Mweke gate, hvor vandreturen sluttede og vi blev hentet og bragt til vores hotel i Arusha.
Nu har vi så fået et MEGET tiltrængt bad og en lækker frokost. I morgen bliver vi hentet af Lasse's chauffør (Lasse er Camilla's fars fætter, der arbejder her i Iringa, Tanzania) - Virkelig luksus. Chaufføren, Muhammed, kører os de 470 km til regeringsbyen Dodoma hvor vi overnatter, inden vi fortsætter til Lasse, hans kone Susan og deres søn Christian i Iringa.
Nettet på denne café er så ringe af vi ikke kan ligge billeder op, så det må vente. I de andre indlæg kan man i øvrigt klikke på de billeder vi valgt at vise for at få dem større og for at se alle de billeder vi har lagt op.
Om morgenen blev vi hentet af trekkingfirmaet Arunga Expeditions og guiden Deo. Turen gik herefter til Kilimanjaro's Machame gate, hvor vores 6 dages trekking tur på afrikas højeste bjerg skulle starte. Det første stykke var 4½ times vandring gennem regnskoven fra Machame gate i 1900 meter til Machame Hut lejren i 3000 meter. Ikke umiddelbart nogen meget vanskelig udfordring, men efter at have ligget på knæ med hovedet i toilettet ved gaten, og maven godt tom, havde jeg store problemer med at levere benarbejdet. Camilla og vores assistant guide Gamma trådte dog skiftevis til og hjalp med at slæbe min rygsæk. Vel at mærke min lille rygsæk med vand osv., vores store backpacks blev på hele turen båret af vores af portere (bærer). Holdet bestod af vores guide "Deo", en assistant guide "Gamma", en kok "Paz", en 'tjener' samt to portere. Deo var en fin fyr, som helt åbent sagde at han meget hellere ville sidde på et kontor, end at være guide på bjerget. Han ville derfor meget gerne have at fortalte venner og bekendte om ham, så han kunne skabe kontakter nok til at starte sit eget. Gamma snakkede lidt skidt engelsk, men var en meget lun type, der ville gøre alt for at vi nåede toppen. De andre på holdet var ligesom Gamma og Deo også meget erfarne, og vi følte at vi var i trygge hænder. En porter får omkring 15 euro for en 6-dages tur, en guide 30 euro. Derfor forventes også mange drikkepenge - faktisk mere end lønnen - omkring 120 dollar pr person til holdet.
Næste dag gik vi i 3 timer til Shiraz2 lejren i 3800 meters højde. Vi kom her ud af regnskoven og op i det mere golde landskab. Shorts og t-shirts blev erstattet af vandrebukser og fleece trøje, og maven begyndte at brokke sig mindre. På tredje dag vandrede vi i 6 timer til Lava Tower i 4600 meter for vænne os til højderne og derefter ned til Barranco lejren i 3900 meters højde. Vi var kun 2 turister på vores ekspedition, men vi opdagede hurtigt at der konstant er mange folk på bjerget. De første dage fulgtes vi med ca 4 andre ekspeditioner.
Den fjerde dag vandrede vi første 3 timer rundt om bjerget, dvs. op og ned af floddalene, til Karangu lejren. Da vi var på 6 dages ekspedition skulle vi ikke overnatte i Karangu, men måtte efter at have spist vores medbragte frokost (æg, kylling, peanutbutter sandwich og mango juice) vandre videre til base camp, Barafu Lejren i 4600 meters højde. Vi gav den gas og ankom allerede efter 2 timers vandring til Base Camp, hvor der nærmest ingen vegetation er, og kun få mus, småfugle og nogle flotte "White Neck Raven's" holder til.
I Base Camp havde fik vi tidlig aftensmad og slumrede til kl. 23. hvor vi blev vækket til en kop thé og beskeden om at gøre os klar til topforsøget! (Masser af tøj, pandelamper, vand, chokolade osv.). Da vi vandrede fra lejren kl 00.05 var det stjerneklart og vi var friske, min mave var tilmed gået i orden!. Vi var de sidste der gik fra Base Camp, og kunne se et fakkeltog af pandelamper foran os på vej op af den stejle top "Kibo". De næste 5 timer gik med at på skift overhalede og blev overhalet af de 4-5 andre ekspeditioner på vej op. Mest markant var det schweiziske tog på 8-10 personer der gik meget tæt, og fyldte enormt meget på de nogle steder smalle, stejle og støvede hårnålesving på bjergsiden. Jo højere vi kom op, desto sværere blev det at styre puls og åndedræt pga udmattelsen og det ringe iltindhold i den kolde luft. Vi følte begge at vi gik med fodlænker og kunne bestemt mærke højderne i form af svimmelhed, træthed og høj puls efter hvert eneste skridt. Deo og Gamma gik med os og sagde konstant "pole pole" som på swahili betyder "langsomt". Når man vandrer i disse højder er det nemmelig essentielt at holde tempoet nede for at kunne klare det.
Kl. 05:00 stod vi, som de første, i 5730 meter på kraterkanten ved "Stella Point", vi var super glade for at vi havde nået så langt, og at vi tilmed at var de første var jo bare en ekstra bonus. Efter at have hvilet i kort tid (for lange pauser er ikke gode i kulden samt den tynde luft) hastede vi i vores rus, nok mest mig der var lidt bims, videre mod toppen "Uhuru Peak" på 5893 meter. Vi nåede toppen kl. 05:45, efter kun 45 minutter, selvom estimatet er 1½ time fra Stella Point. Vores hastighed betød dog at vi uforstyret kunne nyde solopgangen på toppen af Kilimanjaro! En fantastisk oplevelse, som vi vil anbefale til enhver med helbredet i orden.
Turen ned fra toppen tog 2 timer, hvorefter vi kunne nyde et par timers afslapning i teltet i Base Camp før vi indtog vores frokost og derefter måtte (grundet højderne) vandre videre ned til Mweke Camp i 3100 meters højde. I Mweke fik vi aftensmad og kunne sove trygt i 10 timer med meget ømme ben! I morges kunne vi så, efter den vanlige morgenmad serveret foran teltet bestående af pandekager, spanish omelet og pølse, vandre de sidste to timer til Mweke gate, hvor vandreturen sluttede og vi blev hentet og bragt til vores hotel i Arusha.
Nu har vi så fået et MEGET tiltrængt bad og en lækker frokost. I morgen bliver vi hentet af Lasse's chauffør (Lasse er Camilla's fars fætter, der arbejder her i Iringa, Tanzania) - Virkelig luksus. Chaufføren, Muhammed, kører os de 470 km til regeringsbyen Dodoma hvor vi overnatter, inden vi fortsætter til Lasse, hans kone Susan og deres søn Christian i Iringa.
Nettet på denne café er så ringe af vi ikke kan ligge billeder op, så det må vente. I de andre indlæg kan man i øvrigt klikke på de billeder vi valgt at vise for at få dem større og for at se alle de billeder vi har lagt op.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)