Mt. Kilimanjaro "Pole pole!"

Busturen fra Nairobi til Arusha viste sig at blive en del mere spændende end vi regnede med. Da vi havde bumlet ned gennem det sydlige Kenya's svært medtagne veje og uden problemer krydset grænsen til Tanzania stoppede bussen brat op, da der midt på vejen lå en væltet tankvogn hvor tanken var røget af. Det så meget alarmerende ud. Vores chauffør valgte den drastiske beslutning at kaste bussen ud i sandet og forsøge at pløje sig i gennem. Bussen væltede rundt i sandet med de 20 passagerer åndeløse af frygt for at vi enten skulle vælte eller sidde fast i sandet. Sandet føg om bussen og vi kunne ikke se meget, men efter lidt tid var vi tilbage på vejen med skindet i behold. Efter en kort klapsalve og et kollektivt "puuha" prust kørte bussen videre til Arusha. I Arusha checkede vi ind på Tourist Inn, og gjorde os klar til trekking turen næste morgen. Allerede om aftenen havde jeg (Lars) en mærkelig fornemmelse i maven, hvilket resulterede i manglende søvn den nat.

Om morgenen blev vi hentet af trekkingfirmaet Arunga Expeditions og guiden Deo. Turen gik herefter til Kilimanjaro's Machame gate, hvor vores 6 dages trekking tur på afrikas højeste bjerg skulle starte. Det første stykke var 4½ times vandring gennem regnskoven fra Machame gate i 1900 meter til Machame Hut lejren i 3000 meter. Ikke umiddelbart nogen meget vanskelig udfordring, men efter at have ligget på knæ med hovedet i toilettet ved gaten, og maven godt tom, havde jeg store problemer med at levere benarbejdet. Camilla og vores assistant guide Gamma trådte dog skiftevis til og hjalp med at slæbe min rygsæk. Vel at mærke min lille rygsæk med vand osv., vores store backpacks blev på hele turen båret af vores af portere (bærer). Holdet bestod af vores guide "Deo", en assistant guide "Gamma", en kok "Paz", en 'tjener' samt to portere. Deo var en fin fyr, som helt åbent sagde at han meget hellere ville sidde på et kontor, end at være guide på bjerget. Han ville derfor meget gerne have at fortalte venner og bekendte om ham, så han kunne skabe kontakter nok til at starte sit eget. Gamma snakkede lidt skidt engelsk, men var en meget lun type, der ville gøre alt for at vi nåede toppen. De andre på holdet var ligesom Gamma og Deo også meget erfarne, og vi følte at vi var i trygge hænder. En porter får omkring 15 euro for en 6-dages tur, en guide 30 euro. Derfor forventes også mange drikkepenge - faktisk mere end lønnen - omkring 120 dollar pr person til holdet.

Næste dag gik vi i 3 timer til Shiraz2 lejren i 3800 meters højde. Vi kom her ud af regnskoven og op i det mere golde landskab. Shorts og t-shirts blev erstattet af vandrebukser og fleece trøje, og maven begyndte at brokke sig mindre. På tredje dag vandrede vi i 6 timer til Lava Tower i 4600 meter for vænne os til højderne og derefter ned til Barranco lejren i 3900 meters højde. Vi var kun 2 turister på vores ekspedition, men vi opdagede hurtigt at der konstant er mange folk på bjerget. De første dage fulgtes vi med ca 4 andre ekspeditioner.

Den fjerde dag vandrede vi første 3 timer rundt om bjerget, dvs. op og ned af floddalene, til Karangu lejren. Da vi var på 6 dages ekspedition skulle vi ikke overnatte i Karangu, men måtte efter at have spist vores medbragte frokost (æg, kylling, peanutbutter sandwich og mango juice) vandre videre til base camp, Barafu Lejren i 4600 meters højde. Vi gav den gas og ankom allerede efter 2 timers vandring til Base Camp, hvor der nærmest ingen vegetation er, og kun få mus, småfugle og nogle flotte "White Neck Raven's" holder til.

I Base Camp havde fik vi tidlig aftensmad og slumrede til kl. 23. hvor vi blev vækket til en kop thé og beskeden om at gøre os klar til topforsøget! (Masser af tøj, pandelamper, vand, chokolade osv.). Da vi vandrede fra lejren kl 00.05 var det stjerneklart og vi var friske, min mave var tilmed gået i orden!. Vi var de sidste der gik fra Base Camp, og kunne se et fakkeltog af pandelamper foran os på vej op af den stejle top "Kibo". De næste 5 timer gik med at på skift overhalede og blev overhalet af de 4-5 andre ekspeditioner på vej op. Mest markant var det schweiziske tog på 8-10 personer der gik meget tæt, og fyldte enormt meget på de nogle steder smalle, stejle og støvede hårnålesving på bjergsiden. Jo højere vi kom op, desto sværere blev det at styre puls og åndedræt pga udmattelsen og det ringe iltindhold i den kolde luft. Vi følte begge at vi gik med fodlænker og kunne bestemt mærke højderne i form af svimmelhed, træthed og høj puls efter hvert eneste skridt. Deo og Gamma gik med os og sagde konstant "pole pole" som på swahili betyder "langsomt". Når man vandrer i disse højder er det nemmelig essentielt at holde tempoet nede for at kunne klare det.

Kl. 05:00 stod vi, som de første, i 5730 meter på kraterkanten ved "Stella Point", vi var super glade for at vi havde nået så langt, og at vi tilmed at var de første var jo bare en ekstra bonus. Efter at have hvilet i kort tid (for lange pauser er ikke gode i kulden samt den tynde luft) hastede vi i vores rus, nok mest mig der var lidt bims, videre mod toppen "Uhuru Peak" på 5893 meter. Vi nåede toppen kl. 05:45, efter kun 45 minutter, selvom estimatet er 1½ time fra Stella Point. Vores hastighed betød dog at vi uforstyret kunne nyde solopgangen på toppen af Kilimanjaro! En fantastisk oplevelse, som vi vil anbefale til enhver med helbredet i orden.

Turen ned fra toppen tog 2 timer, hvorefter vi kunne nyde et par timers afslapning i teltet i Base Camp før vi indtog vores frokost og derefter måtte (grundet højderne) vandre videre ned til Mweke Camp i 3100 meters højde. I Mweke fik vi aftensmad og kunne sove trygt i 10 timer med meget ømme ben! I morges kunne vi så, efter den vanlige morgenmad serveret foran teltet bestående af pandekager, spanish omelet og pølse, vandre de sidste to timer til Mweke gate, hvor vandreturen sluttede og vi blev hentet og bragt til vores hotel i Arusha.

Nu har vi så fået et MEGET tiltrængt bad og en lækker frokost. I morgen bliver vi hentet af Lasse's chauffør (Lasse er Camilla's fars fætter, der arbejder her i Iringa, Tanzania) - Virkelig luksus. Chaufføren, Muhammed, kører os de 470 km til regeringsbyen Dodoma hvor vi overnatter, inden vi fortsætter til Lasse, hans kone Susan og deres søn Christian i Iringa.

Nettet på denne café er så ringe af vi ikke kan ligge billeder op, så det må vente. I de andre indlæg kan man i øvrigt klikke på de billeder vi valgt at vise for at få dem større og for at se alle de billeder vi har lagt op.